SdK – fordrag om Franciska Clausen

ÅBNING
16:00
09.09.2024 -
Flensborg Bibliotek, Norderstraße 59

Sydslesvigs danske Kunstforening inviterer til foredraget

Franciska Clausen – Avantgardisten fra Paris

Ved kunsthistoriker Grethe Bay.

Mandag 9. september kl. 16 på Flensborg Bibliotek, Norderstr. 59, Flensborg. Fri entré.

Franciska Clausen blev født i Aabenraa i 1899. Som barn fik hun tegneundervisning som led i almindelig borgerlig dannelse. Den blev senere fulgt op af kunstundervisning bl.a. på Kunstakademiet i København. I begyndelsen af 20erne rejste hun først til Berlin senere til Paris for at uddanne sig. Hun søgte bevidst til de kredse og kunstskoler, hvor hun kunne møde den eksperimenterende kunst. I foredraget fokuseres på Franciska Clausens møde med denne kunst. Kubismen i Fernand Légers malerskole, surrealismen med inspiration fra André Bretons Det surrealistiske manifest og bl.a. inspireret af Piet Mondrian hendes senere udvikling af det genstandsløse maleri, konstruktivismen.

I 1932 vender hun hjem til Danmark, der ikke var parat til at møde avantgardisten fra Paris. Hun bosatte sig i Aabenraa og i de efterfølgende år malede hun naturalistiske portrætter på baggrund af talrige bestillingsopgaver, bl.a. til portrætgalleriet på Folkehjem i Åbenrå.

Først i 1950erne begyndte man at få blik for hendes pionerindsats og betydning i moderne international kunst. Det gav startskuddet til Franciska Clausens deltagelse i en række udstillinger, og til den offentlige anerkendelse som bl.a. udmøntedes i Tagea Brandts Rejselegat 1966, Thorvaldsens Medaille 1977 og den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond 1979.

Sydslesvigs danske Kunstforening glæder sig til at byde velkommen til foredraget. Gæster kan ved samme lejlighed se udstillingen HOMMAGE Á FRANCISKA, arrangeret af Grænselandsudstillingen i samarbejde med Kunstforeningen.