Væver Anne Mette Larsen – Keramiker Sverre Tveito Holmen
Vejen til Moskva & Strøtanker fra Danskebåten
VEJEN TIL MOSKVA
Tekstile oversættelser
Denne udstilling handler slet ikke om Rusland eller Moskva. Der er helt utrolig meget den ikke
handler om: det historiske, det politiske, det kulturelle… jeg har forsøgt, men gav op. Hele
Østeuropa kommer væltende når jeg griber fat i en lille flig og vil skrive noget klogt. Derfor har jeg
valgt at holde mig på sporet – mit eget smalle tekstile spor.
Jeg vedkender mig en vis mængde nostalgi og en stor portion uvidenhed. Men også ydmyghed og
kærlighed overfor det jeg har oplevet på min vej. Jeg kommer som privilegeret skandinav med
mine tyske Ortlieb tasker, min hollandske Kogacykel, min norske kæreste, mit visakort og mit
danske pas. Kan jeg tillade mig at være fascineret af boligblokkenes monotoni hvis de der bor der
ønsker sig væk, og jeg selv hellere vil bo i et hus ude i en skov? – eller skønheden i de forfaldne og
uisolerede landsbyhuse der har været vidne til begivenheder vi slet ikke kan forestille os?
Jeg siger på forhånd undskyld, og overgir mig til min egen begejstring for grå beton, kulørte
træhuse og hullede veje.
Dette skrev jeg i maj 2019. Der er sket så meget siden… jeg håber, en dag, at kunne vende tilbage
til Ukraine.
STRØTANKER FRA DANSKEBÅTEN
Keramiske collager/ Keramiske Saker og Ting
Jeg har en ikke ubetydelig samling af stort og småt (rod?) som en gang har tjent nyttige
formål, og som fremdeles er godt for øjet i sit design og udtryk.
Andre genstande som fascinerer og som ikke kan bringes med hjem til samlingen, da de
er for store eller måske tilhører andre, er fotograferet, tegnet ned eller kun oplevet.
Disse super-almindelige og ligegyldige? tingester med vakre og fine detaljer, drukner let
for vore øjne, fordi vi er omgivet af så meget, og så meget af dårlig formgivning og kvalitet.
Mine utallige overfarter med ”Danskebåten” over Skagerrak mellem Danmark og Norge og
modsat, (som nordmand bosat i Danmark det meste av mit overvejende voksne liv og med
hytte i Norge), fungerer som små pauser hvor tiden går i stå.
Her får strøtanker omkring mine iagttagelser og lagrede minder, frit spillerum og lander
ofte som konkrete idéer til hvad jeg skal i gang med i værkstedet når jeg vender hjem.
For eksempel mine seneste collageagtige keramiske værker/skulpturer.
https://sverretveitoholmen.dk/